FV Kit 70

FV Kit 70

4.400,00 DKK


Vil du bygge din egen stenovn på en eftermiddag? Dette byggesæt består af 10 dele, enkelt og overskueligt men særdeles robust. I såvel gulv som kuppel har vi en godstykkelse på 8 cm ildfast støbemasse. Indvendigt måler ovnen 72 x 70 cm, hvilket giver plads til 2-3 pizza ad gangen.


Model/Varenr.: 1040004

Forno Vero Kit 70 er en effektiv og holdbar stenovn af typen tunnel ovn. I denne type ovn vil man typisk placere bålet ved bagvæggen. Varmen søger opad og fremad for at nå skorstensudgangen over ovnåbningen og vil således give en god og konstant ovenvarme.

Denne stenovn er støbt i elementer af en støbemasse og i en godstykkelse der ellers er forbeholdt erhvervsovne. Kuppeldelene har en godstykkelse på 8 cm, gulvet på 7 cm.

Specifikationer

Byggesættet består af 2 gulvplader, 6 kuppeldele og 3 galvdele, en skorstensudgang i stål, samt en ståldør med termometer.
Ovnens indre dimensioner er 72 x 70 cm
Skorstensudgangen har en diameter på 14 cm.
Byggesættets vægt er 350 kg.
Forno Vero Kit 70 kan installeres inde som ude.

Du kan se alle ovnens indre og ydre mål ved at klikke på tegningen til venstre.

Forno Vero Kit 70 er en alsidig stenovn

Indvendigt har FV Kit 70 en højde på 35 cm. Det vil sige at den ikke udelukkende er bygget til bagning af pizza og brød, men også til grillning, stegning og langtidsstegning af kød og grøntsager. Her er med andre ord god plads til fade og gryder, selvom disse er store og høje. Der er også plads til en toskansk grill. Den 47 cm brede døråbning gør det let at komme til grillen.

Byggeprojektet

Byggesættets 2 gulvelementer lægges ud på en plan og isolerende flade. Vi anbefaler et lag gasbeton på mindst 15 cm imellem det fundament stenovnen skal stå på og selve ovngulvet. De 2 gulvelementer klæbes til det isolerende underlag med ildfast mørtel.

Dernæst placeres den forreste galv og ud fra denne kuplens 6 halvbuer, som læner sig op ad hinanden. Til sidst skubbes den anden galv på plads. Dette er meget enkelt og hurtigt gjort. Der anvendes ikke mørtel i samlingerne. Ejheller imellem kuppeldel og ovngulv. Den færdigt samlede kuppel skal imidlertid overstryges i samlingerne med ildfast mørtel for at gøre ovnen tæt. Der medfølger nogle metalbøjler, som bør anvendes mellem galvdelene og kuppeldelene for at låse hele konstruktionen.

Således samlet kan ovnen fint anvendes til pizzabagning og bagning af flade brød. Men, stiller man større krav til sin ovn, skal den isoleres.

Der kan være for meget masse i en stenovn, men der kan aldrig være for meget isolering!

Ønsker du at bruge din stenovn til problemfri brødbagning, langtidsbagning og - grillning skal den isoleres. Det inderste lag af en sådan isolering skal være et keramisk isoleringsmateriale godkendt til de høje temperaturer der hurtigt opstår, også på ydersiden af din stenovn. Senere lag isolering kan være af almindelig glasuld eller stenuld. Vi anbefaler ialt 10 cm isolering på siderne og 20 cm på toppen. Den isolerede ovn skal herefter beskyttes mod det danske vejrlig. Der kan lægges et beskyttende lag puds henover isoleringen, eller der kan rejses mure omkring ovnen og lægges et tag på.

En stenovn skal brændes ind

De første dage med ild i ovnen har stor indflydelse på ovnens levetid. En stenovn indholder store mængder vand når den er samlet. For at fjerne dette vand og for at hærdne støbningen skal man brænde den ind.

Første dags opvarmning skal være meget forsigtig. Temperaturen skal helst ikke overskride 80 grader nogetsteds i ovnen. Bålets flammer skal være mindst 10 cm fra kuplen. Læg gerne nogle mursten under det lille bål for at undgå direkte kontakt imellem gløder og ovngulv. Det lille bål børe holdes i gang i mindst 6 timer.

Anden dags opvarmning følger retningslinierne for første dag. Dog må temperaturen nu hæves til 150 grader. Hold gerne bålet i gang i 6 timer.

På tredje dagen flyttes murstenene. Bålet placeres midt på gulvet. Temperaturen må nu hæves til 200 grader. Flammerne må i korte intervaller få berøring med kuplen. Sidst på dagen, når ovnen har holdt 200 grader i mindst 4 timer, flyttes et lille bål lidt frem og tilbage under kuplen.

På fjerde dagen er du klar. Langsomt varmer du stenovnen op til over 300 c.

Alle brænde fyrede stenovne vil få revner

Efter nogen tids brug kan der opstå små revner i ovnens vægge og gulv. Disse revner vil ikke på nogen måde påvirke ovnens funktion. De er en naturlig følge af materialets evne til at tilpasse sig de høje temperaturer.