Egentlig er det kun fantasien der sætter grænser for det udvendige design af en Valoriani stenovn. Men, et byggeri der i grundareal optager ca. 150 x 150 cm og er ca. 180 cm høj, bør naturligvis være i harmoni med sine omgivelser. Denne FVR 100 stenovn lever på flotteste måde op til dette. Taget har en svag hældning bagud og den relativt høje skorsten sikrer at røgen ikke generer selv om ovnen er omgivet af mange træer. Til venstre for ovnen anes en et støbt arbejdsbord. Da byggeriet under alle omstændigheder kræver en vandret støbning, er dette en nem, praktisk og billig måde at skabe tilpas meget arbejdsplads ved ovnen. En stenovn som denne, med en indre diameter på 100 cm , forbruger omkring 4 kg brænde i timen. Det er således en fin ide at udnytte pladsen under ovnen til lagring af det tørre, rene løvtræ.